-
Fredag blev historisk handel en realitet: Seks grafer fortæller, hvor vild den er
ソース: BDK Finans / 13 9 2024 11:06:47 America/Chicago
Endelig er det lykkedes for den danske transport- og logistikgigant DSV at trække sig sejrrigt ud af den måneder lange opkøbskamp om tyske DB Schenker. Handlen, der løber op i mere end 100 milliarder kroner, rykker ikke bare ved DSVs position herhjemme. Også ude i den vide verden rykker DSV frem. Og det er en højhastighedsoverhaling i venstre kørebane. Opkøbet af DB Schenker gør nemlig DSV til verdens største logistikselskab. Men hvor stor bliver DSV, når den tyske transportgigant kommer ind under det danske hovedkontor i Hedehusene? Berlingske giver dig her seks grafikker, der viser, hvor store DSV og DB Schenker tilsammen bliver. Med opkøbet vil omsætningen nærme sig 300 milliarder kroner. Dermed vil DSV hale kraftigt ind på Danmarks absolutte omsætningskonge de seneste 40 år, nemlig A. P. Møller-Mærsk, hvis omsætning landede på 350 milliarder kroner i 2023. Fordelingen af omsætningen vil være nogenlunde ligelig mellem DSV og DB Schenker. DSV havde nemlig en omsætning på 151 milliarder kroner i 2023, mens DB Schenker omsatte for 142 milliarder kroner. Omsætningstilgangen betyder også, at DSV målt på omsætning bliver det største logistikselskab i verden. Dermed overhaler man konkurrenter som tyske DHL Logistics og schweiziske Kuehne + Nagel. Mens fordelingen af omsætningen vil være nogenlunde ligelig, er billedet et noget andet, hvis man dykker lidt dybere ned i regnskabstallene. For på indtjeningen er der kæmpe forskel på DSV og DB Schenker. Driftsindtjeningen er nemlig markant højere hos DSV end hos det tyske indkøb. Den samlede driftsindtjening runder nemlig 26 milliarder kroner – hvoraf knap 18 milliarder kan tilskrives DSV. Mens overskudsgraden hos DSV landede på 12 procent, var den kun på halvdelen hos DB Schenker – nemlig seks procent. En succesfuld integration af DB Schenker hos DSV skal ske ved en best practice-tilgang. Det betyder, at overskudsgraden hos DB Schenker skal op på niveau med DSV. Det forventer DSV vil ske senest tre år efter, at opkøbet færdiggøres. På medarbejdersiden er størrelsesforholdet mere ligeligt fordelt. DSV har nemlig 74.000 fuldtidsansatte, mens DB Schenker har 73.000. Dermed får DSV en fordobling af arbejdsstyrken til 147.000. Det er dog ikke helt nok til at hive DSV op på førstepladsen herhjemme, som servicegiganten ISS stadig sidder solidt placeret på. Opkøbet af DB Schenker går ind på andenpladsen på listen over de største virksomhedshandler i danmarkshistorien. Det viser en opgørelse, som Dagbladet Børsen har fået lavet af Mergermarket med bidrag fra Frederik Aakard, der er partner og M&A-rådgiver hos Dema Partners. https://www.berlingske.dk/aktier/fredag-blev-historisk-handel-en-realitet-seks-grafer-fortaeller-hvor-vild